Psykedeliske landskaber

 
14. maj – 6. september 2015

Billedkunstner Birgitte Lund skaber en totalinstallation med sine malerier i kunstcentrets centrale søjlesal. Publikum vandrer i et åbent malerisk landskab, hvor de besøgende kan associere til erindringer om naturen, og til naturen, som befinder sig lige udenfor.

Birgitte Lunds abstrakte malerier er ofte serielle forløb, hvor flere billeder placeres ved siden af hinanden og over hinanden i rækker. I denne totalinstalllation bliver billedserierne for alvor foldet ud.

FARVER OG STOFLIGHED
Birgitte Lund arbejder med farven på en intens og fokuseret måde. Hun fordyber sig i farven, som et helt rige af betydning og vibrerende liv. Det er en tidskrævende fordybelse, med sansning og erfaring af naturens farver, landskabets farver, livets farver og farverne i sig selv.

Hun eksperimenterer med forskellige bindemidler og materialer, som giver forskellige stoflige udtryk. Hun arbejder med en lagvis opbygning og fastholder på denne måde en transparens og antydningen af historier, der skyder sig ind over hinanden og udviskes igen.

RETNING OG BRUD
Der er overvejende en horisontal retning i hendes billeder. Blikket kan flyde frit til siderne og i dybden, som i et landskab. Birgitte Lund udfordrer dog denne retningsbestemthed i billedet med forskellige midler. Små plamager og flækker af maling fungerer som vertikale opbremsninger eller stopklodser for bevægelsen. De samme flækker tilføjer en dimension af foran og bagved, og dermed tilføjes en retning ind i billedet.

LYRIK OG RYTME
”Den tydelige landskabelighed i hendes værker har digtets kvaliteter. Farven kan sammenlignes med ord, der under læsning af digtet åbner til flere betydninger og lag, længere fremme brud i narrativet så lydens rytme nu styrer, nyt brud til en ny del af historien, osv.  Sådan doserer og bruger hun farverne. Og det er ofte uventede farvekarakterer og sammenstød de enkelte imellem”, skriver Iben From i udstillingens katalog.

SERIER I UDSTILLINGEN
Publikum møder værker fra fire forskellige serier: Psychedelic Landscapes, Sub Landscapes, Ice Landscapes og Cross Section Landscapes. Der indgår i alt 42 malerier på lærred og tolv træ-parafraser samt en installation bestående af 366 indrammede små malerier med titlen ”366 A year of Psychedelic Landscapes”. Alle værkerne er skabt i en fireårig, koncentreret arbejdsperiode med KunstCentret Silkeborg Bad som mål.

Udstillingens tilblivelse er støttet af: Erling Ruth Dahlers Legat, 15. Juni Fonden, Grosserer L.F. Foghts Fond samt Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og hustrus, maleren Gerda Eickhoffs Fond.