1998

30.5.-30.8.

Fuglefri

Med udstillingen Fuglefri fejrede KunstCentret Silkeborg Bad i maj 1998 indvielsen af den nyrenoverede kurbygning. Fuglefri bød i parken og indendørs på KunstCentret Silkeborg Bad på en lang række kunstværker og andre bidrag, der på hver deres måde indkredsede forskellige aspekter omkring fugle.

Mange af værkerne, hvoraf flere blev udført i forgængelige materialer, skabtes netop til denne udstilling. Udstillingens deltagere arbejdede alle med at fastholde forundringen i forhold til fuglens væsen.

Der blev vist grafik, skulptur, installation, fotografi, vævning og meget mere. Omkring 25 deltagere, der har rødder i f.eks. zoologi og ornitologi eller som de fleste er anerkendte danske kunstnere, bidrog til udstillingen. Man mødte således værker af Sigrid Lütken, Erik Heide, Annette Holdensen, Kirsten Klein, Lars Abrahamsen, John Olsen og mange andre.

Udstillingen havde både kulturhistorien og naturen som baggrund. Kunstværkerne indkredsede fugle både som virkelighed og symboler: Smukke, skræmmende, mytologiske eller eventyrlige.

Udover et katalog over de udstillede værker og en illustreret samling af nyskrevne fuglehistorier, blev der i forbindelse med Fuglefri udgivet en række kulturhistoriske bøger om fugleskræmsler, lokkefugle, ældre dansk digtning om fugle og H.J. Ranchs Fuglevise.

3.10.98. - 3. 1.99.

Jørgen Jakobsen - kunstens musik og rødder

Gæsterne blev præsenteret for et samlet billede af Jørgen Jakobsen og hans kunst, lige fra han som ung og autodidakt malede sine første oliebilleder og i trediveårsalderen, bl.a. med serien Gennemsnitsborgere, begyndte at eksperimentere med raderingen og over et par årtier med det "tunge" oliemaleri arbejdede sig hen imod de mere lyriske, men også ekspressive malerier fra midten af 80'erne og frem.
Der blev vist radering, litografi, keramik og maleri, ligesom flere af kunstnerens udsmykninger var dokumenteret. Jørgen Jakobsen er først og fremmest maler og arbejder med maleriet og dets præmisser. Leg, frihed, men også koncentrationer af en (anden) sanset verden ses i farven. En dyb, ren og uforfærdet glæde ved havens liv og landskabernes skiften gennem året lyser ud af kunstnerens billeder, der nok rummer genkendelige figurer og elementer fra naturen, men også har abstraktion som kendetegn.
Udstillingen viste endvidere en række genstande fra Silkeborg Museum for at tydeliggøre, hvordan den mangeårige interesse for arkæologi i Gudenå/Silkeborgområdet har haft stor betydning. Jorden i bogstavelig forstand, og midtjyske landskaber som Gjern Bakker, der har omgivet Jørgen Jakobsen det meste af hans liv, har været en vigtig og daglig inspiration og baggrund for hans kunst. Kultur i disse betydninger er således et nøglebegreb til forståelsen af Jørgen Jakobsens liv og værk. Samspillet mellem liv og kunst var også belyst ved fotografier og rariteter fra kunstnerens samling.

12. 11.98 - 3.1.99

Fra skulptur til dukke

Tjekkiske kunstnere udstillede marionetter, grafik og større trædukker i forbindelse med Silkeborg Internationale Dukketeaterfestival. Der afholdtes workshops undervejs for professionelle og andre interesserede.