25. januar - 21. april 2025
ARTAPESTRY7
International triennale
Det er fire år siden vi sidst præsenterede den overflod af udtryk i vævede billedtæpper, som udgør ARTAPESTRY. Og det er syvende gang organisationen European Tapestry Forum således sender en jureret udstilling på turné i Europa. Triennalen giver publikum et godt indblik i de aktuelle strømninger blandt vævekunstnere. Juryen har udvalgt de 37 smukkeste, dygtigst udførte og mest kreative billedtæpper blandt mere end 100 indsendte. Førsteprisen er denne gang gået til Feliksas Jakubuskas med værket "Three Spheres".
25. januar - 21. april 2025
SOM JEG SER DET
LEIF SYLVESTER
Nye malerier, relieffer og skulpturer
Den folkekære kunstner Leif Sylvester viser værker i medier som maleri, bemalede trærelieffer, bronze, gobeliner og farvestrålende keramik. De fleste er skabt til denne udstilling, der følger op på udstillingen fra Vidunderlig hverdag, som vi viste i 2015. Man vil også denne gang møde kunstnerens typisk festligt udførte, men også skarpe iagttagelser af det helt almindelige menneskers kvababbelser med livet. Meget betegnede hedder en ny stor frise da også Slangen i paradiset (akryl på lærred).
25. januar - 21. april 2025
LIVSÅNDE I NÆSEBOR
Helgi Fridjonsson (ISL)
Et sølvhav ved hver indgang til vestfløjen omfavner udstillingsgæsten og skaber et resonansrum for poetiske akvareller og tegninger af islandske Helgi Fridjonsson. Hans billedverden har genkendelige elementer fra natur og myte og er på samme tid ren poesi. Ofte med en drømmende stemning. En blandet mytologisk/virkeligt univers som to sider af virkeligheden – lidt som i noget af Asger Jorns arbejde, som også har inspireret ham. Han udstillede på daværende Silkeborg Kunstmuseum i 1993 og på KunstCentret Silkeborg Bad i 2018 sammen med flere kolleger under titlen Playful Dialogue. Den aktuelle udstillingstitel er forbundet med en barndomserindring om at hjælpe de nyfødte lam til at ånde ved med tungen at fjerne slimet fra deres næsebor. I de første uger af udstillingsperioden vil der også være et levende værksted, hvor man kan få en snak med kunstneren.
10. maj - 24. august 2025
IMAGINE NATURE - SANSEUDSTILLING
Familier og legesyge i alle aldre kan nu igen glæde sig til en sanseudstilling i vore store sale. IMAGINE NATURE udvikles specielt til KunstCentret Silkeborg Bad af teatermennesket Matěj Forman (Prag) sammen med hans team af kunstnere og dygtige teknikere. Den nye udstilling vil rumme adskillige interaktive elementer, må gerne berøres, og lade publikum sanse på flere måder. En del af Imagine Nature vil være et værksted i panoramasalen, hvor alle gæster hele sommeren selv kan få fingrene i den kreative udfoldelse.
20. september – 14. december 2025
NATURA SPIRITUALIS
Totalinstallation ved Noelia Mora Solvez, Jeppe Worning og Johannes Smed
Udstillingen udgør kulminationen af kunstnernes research gennem 5 år i forhold til et på én gang bizart og dragende univers. Deres mål er inde i kunstcentret at skabe et univers som synes at være groet naturlig og organisk frem, uden menneskelig indgriben. De skaber dette som en stedspecifik totalinstallation, der favner salene, lyden og os som væsener. Et statement og nogle spørgsmål, kunstnerne ønsker at rejse:
”Den menneskelig krop er ikke bare en ting, men vores indiskutable afsæt for at forstå og opleve verden I det hele taget. Det er her her og nu oplevelsen af det ydre og det indre. Stedet hvorfra vi må erfare vores liv, os selv og vore omgivelser, og omdrejningspunktet fra hvilket vi kan stille spørgsmål til verden og undre os over den. Betyder det at en anden krop giver en anden forståelse af verden? Ville dette I det hele taget åbne til en anden verden?”
20. september – 14. december 2025
NATURENS ØJE
Karin Lykke
Billedkunstner Karin Lykke viser en serie værker med mål som 1 x 3 m og 1 x 1,5 m. Hun har udført dem med en kombination af flydende tusch, akvarel og cyanotypi på papir og tekstil. Disse store papirværker sammenstiller hun med en række formatmæssigt mindre værker: Naturskitser, grafik, dekoreret keramik samt cyanotypi-aftryk af sine fund i naturen. Kunstnerens naturmotiver spænder fra rå landskabsabstraktioner til fine fuglefjer, afbildning af insekter, vilde planter m.m.
Naturens Øje udfolder sig i hele KunstCentrets øvre etage, hvor Karin Lykke har inddelt sin udstilling i tre-fire forskellige sektioner med hver deres overskrift og tema. Hendes primære formål med sin kunst er at bringe den vilde natur tæt på publikum – og omvendt. På et bredere plan ønsker hun på sin måde at bidrage til debatten og formidle nødvendigheden af, at vi passer godt på naturen og at vi tager stilling til klimaforandringerne.
Naturens Øje er udsprunget af Karin Lykkes kærlighed til og forankring i den vilde natur – dels i Odsherred, hvor hun har sit kunstneriske virke, dels i forbindelse med flere studieophold i Nordjylland, Island og Lofoten i perioden 2016-2025. En del af udstillingen vil være dedikeret til naturen tæt på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor hun har hentet inspiration og motiver fra Ørnsø, Arnakkekilden og Silkeborg Vesterskov.