2000

Hele 2000

Anna Klindt Sørensen

Malerinden Anna Klindt Sørensen (1899-1985) boede det meste af sit liv i Ry ved Silkeborg. Hun rejste tidligt til Paris, hvor hun over en periode på 17 år søgte flere af tidens lærere i faget, bl.a. Fernand Leger, Andre Lhote og Marcel Gromaire. Hun efterlod en stor samling af egne værker og stiftede et legat til støtte for kvindelige kunstnere.

Til 27.2

Modtagere af Anna Klindt Sørensens Legat

Der præsenteredes udvalgte malerier, grafiske arbejder, keramik og skulpturer af kunstnerne Ursula Reuther Christiansen, Inge Ellegaard, Elisabeth Toubro, Vibeke Mencke Nielsen, Mette Gitz-Johansen, Kirsten Christensen, Bodil Damgaard og Lene Adler Pedersen.

15.1 - 27.2

SE UD SE OP SE NED.

Udvalgte værker af Finn Thybo Andersen 1967 – 99. Med rekonstruktioner indendørs og udendørs af arbejder fra 1960erne, fotoserier, grafiske tapeter og nyere installationer gav udstillingen et retrospektivt indblik i kunstnerens eksperimenterende arbejdsform. Udstillingen blev også vist i Nikolaj kirke.

19.2 - 21.5

Jørgen Nash, Lis Zwick og Drakabygget – Frihedens værksted

Udstillingen præsenterede Jørgen Nash (f.1920) og Lis Zwick (f.1942) og en lang række kunstnere af forskellige nationaliteter, som har eller har haft tilknytning til kunstnerkollektivet Drakabygget i Sverige. Bl.a.: Lars Hård, Ansgar Elde, Hans Krøyer, Asger Jorn, Mette Aare, Tom Krøyer, Carsten Nash, Henrik Pryds Beck, Hans Oldau Krull, Heimrad Prehm, Ottmar Bergmann, Thomas Niggl, Armin Saub, Yoshio Nakajima, Roberto Malquori, Rama King Nash og Gerda Hansberg Torres. Drakabygget var og er et internationalt kunstnersamarbejde. Det fungerede 1960-77 som bofællesskab, hvor kunstnere af mange nationaliteter både arbejdede og boede her. Kunstnerne var aktive deltagere i og medskabere af bevægelser som Bauhaus Situationiste Internationale, de tyske grupper SPUR og HERZOGSTRASSE m.fl. og tog del i tidens internationale bestræbelser på en ny kunstnerisk praksis, med bl.a. nedbrydning af grænserne mellem digtekunst, billedkunst, musik og teater som noget centralt. Udstillingen viste værker af Drakabyggets kunstnere i form af: assemblager, malerier, grafik, forarbejder til udsmykninger, emaljer, bogværker, installationer samt en dokumentarisk sektion med bl.a. digtsamlinger og eksperimentalfilm af Jørgen Nash, materiale om Situationisterne, Co-Ritus og Drakabygget –Frihedens værksted. Den 1. april afholdtes et nordisk digtersymposium.

4.3 - 2.4

Istvan Orosz

Den ungarnske grafiker Istvan Orosz (f.1951) viste et stort udvalg af sine illusionistiske og humoristiske grafiske motiver og af sine plakater. Endvidere præsenteredes eksempler på hans antropomorfe installationer og animationsfilm.

4.3 - 24.4

Annette Graae. Træer og dæmoner

I en række nyere billedtæpper af væveren Annette Graae (f.1945) kunne man følge hendes arbejde med mønstervirkning, detaljer, nuancer og farvespil i vævningen, alt sammen med udgangspunkt i figur- og landskabsmotiver fra Danmark og Norge.

15.4 - 14.5

Silkadens Påskeudstilling. 10 års jubilæum

En kunstnergruppe fra Silkeborg præsenterede udvalgte nyere arbejder i anledning af deres 10års jubilæum som udstillingssammenslutning.

29.4 - 18.6

Kujahn Blask

Kujahn Blask emmigrerede til Danmark i 1934 og blev omgående en del af avantgardekunsten med sit fortrinsvis abstrakte maleri. KunstCentret viste i sommeren 1999 ét maleri af hende i udstillingen Dansk kunst 1930-50. Nu præsenteres hun i en separat udstilling med mere end 40 oliebilleder.

1.6 - 17.9

Billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen

Udstillingen, der var retrospektiv, viste bredden i kunstnerens værk og var bygget op omkring en række af de ”temaer” Jørgen Haugen Sørensens (f.1934) har arbejdet med, f.eks. naturalistiske skulpturer,  rørskulpturer, stofskulpturer, sammenstillinger, tegninger i bronze, taburetter, farvede sten, steler, låste sten, monumental skulptur og udsmykninger, kvinder, hoveder og senest skildringer af kroppe i delvist forfald. Der blev også vist tegninger/akvareller og kunstneren udførte nye keramiske værker til udstillingen, som var årets mest omfattende udstilling, der både kunne opleves udendørs og indendørs på KunstCentret.

1.6 - 17.9

Peter A.G. Nielsen og Knud Odde vælger billedkunst

Peter A.G. og Knud Odde har rod i professionelt arbejde med musik. Kunst-Centret inviterede dem til i nogle sale at udvælge netop den billedkunst eller udstillingsfacon, de finder interessant og vigtig for kunstnerisk arbejde. Måske er der synlige paralleller mellem billedkunst og musik?

24.6 - 20.8

Billedsprog i billedvæv

En række vævere og tekstilkunstnere med hver deres forskellige billedmæssige udtryk og valg af materialer udstillede sammen: Margrethe Agger, Helle Baslund, Anne Bjørn, Jette Erlandsen, Annette Graae og Berit Hjelholt. Endvidere havde gruppen inviteret gæsterne Anet Brusgaard, Ane Henriksen og Hanne Skyum.

2.9 - 29.10

Kæmpehøje. Tegninger af Nurit Lumer-Klabbers

Med udgangspunkt i sine nærmeste omgivelser har den israelske kunstner Nurit Lumer Klappers(f. 1955) ladet sig fascinere af broncealderens kæmpehøje. Deres form, kraft og energi lyste ud af hendes monumentale blyantstegninger.

7.10 - 6.1. 2001

Else Alfelt

I en retrospektiv udstilling om Else Alfelt (1910-74) kunne opleves en række af hendes betydeligste oliemalerier og et stort udvalg af akvareller. Udstillingen startede på Gl. Holtegaard og den vistes efter Silkeborg Bad også på Trondhjems Kunstmuseum og i Cobramuseet ved Amsterdam.

7.10 - 6.1. 2001

Unge danske børnebogsillustratorer

De senere år er der sket en bemærkelsesværdig udvikling indenfor børnebogsillustration, bl.a. gennem Kunsthåndværkerskolen i Kolding. I en gruppeudstilling vistes arbejder af den yngre generation i illustratorgruppen under Dansk Forfatterforening. Parallelt hermed kunne man se en mindre historisk sektion med udvalgte illustratorer i den ældre generation.

7.10 - 6.1. 2001

Tro. Kunst i kirken og tro i kunsten

Udstillingens udvalg af danske billedkunstneres værker gav dels bud på forholdet mellem kunst, kristendom og kirke i nyere tid, dels gav den et par indgange til og stillede spørgsmål ved, hvori det religiøse/kristne i billedkunsten består. I udstillingen kunne man møde eksempler på figurativ kunst med klar og mindre klar forankring i kristen billedtradition og der var belysning af enkelte helt abstrakte kunstværker og kirkeudsmykninger.

9.12 - 14.1. 2001

Karen Birch Bunten. Gå i land, ta' i øje

Karen Birch Bunten er uddannet på Århus Kunstakademis skulptur-faglinie og på Det Kgl. Danske Kunstakademis trælaboratorium.

At tegne er en måde for en billedskaber at holde sit "værktøj" i orden. En daglig øvelse i at se og at lade hånden sætte spor på papir som en seismograf.

Når Karen Birch Bunten ikke laver tegneøvelser, arbejder hun med objekter, skulpturer og installationer. Materialerne, hun udvælger, er fortrinsvis kulturens efterladenskaber: træ og gips, til tider blandet med fotos of video.

Udstillingen øverst i Skovvilla vises fra 9. december 2000 til 14. januar 2001.