Tegneland

1. oktober - 19. december 2021
 

I dette atelierprojekt sætter KunstCentret Silkeborg Bad fokus på tegnekunsten. Det gør vi ved eksklusivt at invitere kunstnere, der arbejder med tegning som centralt i deres udtryk. Alle kunstnere professionelle, og har på baggrund af vores Open Call som en del af deres ansøgning defineret et fokus eller projekt, de primært vil arbejde med under opholdet i Silkeborg.

Processen er det væsentlige, og måske nogle af kunstnere bruger deres uger på at forberede et større projekt eller kunstværk. Nogle involverer måske publikum, andre omgivelserne udenfor bygningen. Måske ligger fokus på at udvikle nye teknikker, og helt sikkert vil flere af dem udnytte muligheden for at arbejde med fysisk større skalaer end normalt.     

Endvidere er der tale om relativt unge kunstnere. Kunstnerne taler gerne med publikum undervejs. Hermed kan publikum følge de kunstneriske processer ganske tæt, og for eksempel få en snak om teknikker eller vejen fra en idé til et værk. Eller simpelthen spørge til det man ser. Man kan også følge processen med montering, både drøftelserne forud og der arbejdes tæt sammen med stedets udstillingstekniker Arne Bjerre mfl. for at finde de gode løsninger, og fra sidelinjen opleve hvordan en udstilling gradvist formes.

Der vil være tre levende atelierperioder, hvor i alt 6 billedkunstnere arbejder for åbent tæppe hver dag i kunstcentrets åbningstid:
1.oktober – 14. oktober: Iris Bakker og Christian Bergholt Dupont
15. oktober – 27. oktober: Ditte Rose og Karina Mosegaard
28. oktober – 10. november: Ann Sophie Stærk og Malte Klagenberg

Siden kunstakademiernes opståen har det at kunne tegne været opfattet som et altafgørende fundament for at kunne skabe kunst. Og tegnefærdighederne har de studerende gennem århundreder derfor trænet og trænet i deres tidlige studieår, både ved at eftergøre tidligere tider kunst (særligt antikkens) og ved at aftegne planter, dyr og mennesker. At kunne tegne og at tegn skitser blev set som forudsætning for at kunne skabe de egentlige kunstværker i maleri eller noget skulpturelt. I samtidskunsten er tegningen som kunstværk i sig selv ligesom grafikken dog blevet mere og mere værdsat. Og mange arbejder med den, ligesom tegning også indgår i mange af kunstens blandformer.      
Tegneland foregår i salene omkring det store panoramavindue mod Ørnsø. Kunstnerne er blevet udvalgt efter et Open Call på baggrund af deres ansøgninger. Det er første gang KunstCentret arbejder med denne kunstformidlingsform og vi er spændte på hvordan vores gæster modtager det. En ting kan vi sige med sikkerhed: Formet giver publikum en god mulighed på at kigge helt ind i maskinrummet, mens kunstnere arbejder.   

Tegneland kan opleves i panoramasal-området på KunstCentret Silkeborg Bad i perioden 1.10 - 19.12.2021.