Naturlig Rebel: Tamara De Laval og Charlotte Petersen

 

I dialog med stedets sale har billedkunstnerne Tamara de Laval (S) og Charlotte Petersen (DK) iscenesat en udstilling om drømme og livsrum. Som de siger: Vores udstilling kan godt lide mennesker! Allerede udenfor huset møder man en Blomsterköje (pilehytte), for Tamara de Laval vil vise naturens vækst og skabe håb.

Generelt ønsker de to kunstnere med deres værker at skabe plads til sjælen og livskraften, som de oplever har trange kår i nutidens fortravlede samfund og den truende krise foranlediget af menneskelig rovdrift på naturen.

Den svenske scenekunst-, teater-, dans- og litteraturkritiker Barbro Westling er i sin katalogtekst inde på menneskets større og større adskillelse fra en dybere natur, hun skriver blandt andet:

Vi ser normalt på naturen som harmoni, samklang og balance, som en modsætning til kulturens virvar og konflikter. Måske er dette delvis baggrunden for, at adjektivet naturlig er et ord som vækker mistro, måske til og med anstød. Ganske enkelt fordi det naturlige er blevet os fremmed.

Når vi taler om mennesket som dyr er det sjældent som noget positivt. Vi kan æde som svin, følge vores reptilhjerne, agere som hyæner eller glo som køer. Men det dyrisk i os behøver ikke modsvares af karikaturer af det primitive. Nyere forskning har vist at andre sider af vort indre flokdyr også kan gå på individer som samarbejder med andre.   

Charlotte Petersen eksperimenterer med sine udtryksformater, og blander ofte flere, gerne utraditionelle elementer, til nye helheder fx den hæsblæsende fitness-maskine, der nu indgår som kunstnerisk byggesten i mobilen ”Fred og frihed”. Flere af hendes værker og film kredser om dyret i mennesket / mennesket i dyret. Et hjorte-menneske symboliserer dette ønske om en bedre balance.  

Tamara de Laval har udviklet et forførende, farverigt og komplekst billedsprog, hvor lag på lag og mange billedfelter bidrager til en samlet fortælling om en verden med katastrofer og sammenbrud vist med for eksempel ruiner og flygtende mennesker, det fjerne symboliseret med kortudsnit, væksten og det nære, af og til udgrænset i helt hvide partier.

Udstillingen omfatter maleri, installation og skulpturelle værker samt flere kunstfilm.