Ansigt og identitet - en FACE-kunstudstilling

8. april - 8. oktober 2017

Udstillingen er en kunstnerisk undersøgelse som udfoldes nutidigt og kunsthistorisk. Kunstværker af en række samtidskunstnere fra ind- og udland udgør den nutidige dimension og en række korte formidlingsfilm den kunsthistoriske dimension. 

Alle mennesker har et ansigt og en identitet. Og gennem kunstens historie har ansigtet altid haft en central plads, særligt i portrætkunsten. Det bygger på idéen om, at man af ansigtet i særlig grad kan aflæse noget om identitet og indre liv. Og dermed at billedkunstneres værker kan gøre det samme eller de kan iscenesætte en konstrueret fortælling om identitet.  

Ansigtet er på en måde den membran der er imellem to menneskers bevidstheder. Det sender konstant signaler til omverdenen. Samtidig ser man ikke sit eget ansigt, spejlet undtaget. Det er uhyre interessant at undersøge for billedkunstnere i deres stræben efter at forstå mennesket og eksistensen.  Kunstnere tager fat forskellige steder, og det vil man også se af denne udstilling.

Svenske Nils Ramhöj har i en stor og gribende værkserie undersøgt, hvordan dødsprocessens gradvise tab af liv afspejler sig og præger det ydre fysiske ansigt. Serien hedder ”Bilder av en far” og består af vinylfarve og grafit på træ eller papir.

Amerikanske Tony Oursler har gennem hele sit kunstneriske virke været optaget af netop ansigtet. Igen og igen kredser han om det, skræller af og skærer ind til benet så enkelte træk står løsrevne fra den kommunikation vi kender, oftest i videoværker som har en foruroligende virkning på betragteren. På udstillingen vises værkerne ”Occult”, ”Kceps” og ”Boss”.

Danske Ulla Diedrichsen har ligeledes kontinuerligt arbejdet med ansigtet, men på en helt anden måde. Igen og igen har selvportrættet – denne særlige genre i portrætkunsten - haft en central plads. Her er hun repræsenteret med en række fotografiske værker hvor menneskets og kunstnerens eget skrig er i centrum samt videoværket Twi-Zones.      

Den modsatte vej går danske Peter Bottger, der i sin installation ”Borgere i Washington DC” sætter fokus på de andres ansigter. Med brugen af gummi skaber kunstneren en fornemmelse af hud, og anonyme mennesker får en synlighed og konkret tilstedeværelse i form af 1:1 afstøbninger. 

Kroatiske Andreja Kuluncic involverer ofte publikum i sine værker og det sker også på udstillingen i Silkeborg. Typisk er hun optaget af nutidige etiske problemstillinger og vil have udstillingsgæsten til at reflektere. 

To meget forskellige kunstnere arbejder med tegningen. Den ene er danske Carl Krull, der i en række meget store blyanttegninger undersøger hvor meget eller hvor lidt der skal til, før vi genkender et ansigt og aflæser stemninger. Den anden er franskmanden Patrick Tresset, der med en portræt-tegne-robot diskuterer antagelsen om kunstnerens særlige geni og ”streg”.

Sektionen ’Memory - Dream - Emotion’ er kurateret af Sergei Sviatchenko og Faye Dowling og præsenterer billeder fra up-coming internationale kunstnere i en kombination af fotografi og collage. I vores selviscenesættende kultur spiller det fotografiske portræt en mere og mere fremtrædende rolle i vores kommunikation og forståelse af os selv og hinanden. Portrættet har i dag udvidet sig i forhold til sin historiske tradition og handler nu i mindre grad om den ydre fremtoning; det er snarere et vindue til den indre bevidsthed, som findes bag. Kunstnerne overskrider den overfladiske repræsentation og bruger de fotografiske portrætter som undersøgelser af hvordan moderne identitet kan fremstilles. Deres mangefacetterede portrætter afdækker et drømmelandskab af minder, fantasier, følelser og sansninger og inviterer beskueren til at lede efter de usagte historier og at holde et spejl foran os selv i vores foranderlige univers. Repræsenteret er Erik Kessels (NL), Jason Evans (GB), Anouk Kruithof (NL), Thomas Maileander (F), Sergei Sviatchenko (DK) og Hanna Putz (AT).  

Ansigt og identitet – en FACE-kunstudstilling løber 8.4.2017 – 8.10.2017.

Der er udgivet en tilhørende publikation.

---

Til gymnasier og andre ungdomsuddannelser findes et inspirationsmateriale - klik her 

Se generelt undervisningsmateriale, der er udarbejdet i forbindelse med Aarhus 2017 - klik her

---

FACE er en række tema-events om ansigtets kommunikation og forbindelse med identitet. Projektet udfoldes løbende i 2017 og består af spændende og internationale tema- og kunstudstillinger, foredrag, forestillinger, events og workshops på kulturinstitutionerne. Arrangeret af: Museum Silkeborg, Museum Jorn, Silkeborg Bibliotekerne, Jysk Musikteater, AQUA og KunstCentret Silkeborg Bad. FACE støttes af Silkeborg Kommune, Jyske Bank, Knud Højgaards Fond og Aarhus 2017 Europæisk Kulturhovedstad. 

Se video om udstillingen.

Klik på billedet til højre eller her