Vidunderlig hverdag - Heerup og Sylvester
1. maj – 30. august 2015
To af Danmarks mest folkelige og farverige kunstnere, Henry Heerup og Leif Sylvester, kan denne sommer ses i festligt samspil på KunstCentret Silkeborg Bad.
FORTÆLLINGER OG HUMOR
De to kunstnere har begge noget på hjerte. De er kendte og elskede for deres fabulerende fortællinger. De er lige så rige på mangfoldighed som hverdagen selv. Både Heerup og Sylvester fortæller med et glimt i øjet. Humoren er en af hverdagens skønne fællesnævnere lige fra det skraldgrinende til det undertrykte fnis. Vi elsker det, fordi det giver os en lejlighed til at more os over os selv og hinanden.
HVERDAGENS MOTIVER
Både Heerup og Sylvester er i stand til at se det smukke i det indlysende og almindelige. De er ikke bange for gentagelsen eller genkendelsen i motiver som naboens hund og en god kaffetår. Dette er formodentlig grunden til, at Heerup og Sylvesters værker har så stor gennemslagskraft.
De tilbyder på hver deres måde og ud fra hver deres samtid, en form for demokratisering af kunsten, som både bringer kunsten ind i hjemmene og hjemmets genstande og erfaringer ind i kunsten. Gennem kunsten bearbejder og spejler begge kunstnere hverdagen og gør den til deres egen.
DET FRIE LIV
Det lå ikke umiddelbart i kortene for hverken Leif Sylvester eller Henry Heerup, at de skulle leve som kunstnere - født i arbejderkvarterer måtte de hver især gå deres mere eller mindre kringlede vej. Afgørende for begge kunstneres livsvej er en stor kærlighed til det frie liv.
Frihedstrangen tager de med sig ind i kunsten, hvor den springer ud af malerier, skulpturer og grafik med motiver fyldt med menneskers helt almindelige og dog så væsentlige oplevelser. Kunsten bliver enkel og ligetil, når vi genkender hverdagen i den; naboens hund, en god kaffetår, kærligheden, legen, eftertanken og alt det andet som livet er gjort af.
UDSTILLING OG KATALOG
Udstillingen er skabt i samarbejde med Heerup Museum. Med støtte fra Nykredits Fond er der til udstillingerne skabt et flot katalog, som både kan gøre en klogere og forlænge den gode oplevelse.
Vidunderlig Hverdag er for alle, der har lyst til at gå på opdagelse i de to kunstneres fortællinger eller lytte til indtalte hverdagsdigte.
Alle mennesker har en fugl, en frihedsfugl, en fantasifugl, en elskovsfugl - som de passer mere eller mindre godt på. En fugl man kan sende lidt i forvejen og som kan flyve højt og ligesom se perspektivet fra oven.
Leif Sylvester