Jytte Rex: Skillelinjer


18. januar – 21. april 2014

Den danske billedkunstner og filminstruktør Jytte Rex har siden slutningen af 1960erne markeret sig som en af dansk kunsts stærkeste kvindelige profiler. Hun er en pionér med en sjælden kunstnerisk spændvidde, der rækker fra billedkunstens mange udtryksmedier over filmmediet som både filmfotograf og instruktør til forfatter med en på samme tid lyrisk og skarp pen. 

Udstillingen giver publikum en enestående mulighed for at opleve Jytte Rex´ nyere værker sammen med et retrospektivt udvalg af billeder, objekter, fotografi og film. Den sætter fokus på de karakteristiske udtryk i Jytte Rex´ kunstneriske univers, som har været integrerede og parallelle siden 1970´erne – længe før det blev almindeligt accepteret i kunstverdenen at brede billedsproget ud i sidestillede medier.

I sine billeder blander hun - som i en strømmende flod - mytologi, drømme og eventyr med udforskning af både det ydre bevidste og det indre ubevidste liv. Hun blander gerne udtryksmedierne og har fra 1980´erne udviklet fotoemulsioner ved at kombinere fotografi og maleri. Og lige siden har hun da også insisterende fulgt sit eget spor og arbejdet videre med sin indfølte billedverden.

Det retrospektive udvalg af værker kan ses som et dyk ned gennem tiden, en rejse med stregen og farven som aftryk og spor gennem glemte sprækker og spalter i tiden. Et glemt terræn kan for eksempel være kul- og tuschtegninger fra 1960´erne, spidse penseltegninger fra 70´erne eller oliekridt og akrylmalerier fra 80´erne, samt 90´erne og 00´ernes fokus på maleri, fotoemulsion og objekter. Som en integreret del af udstillingen finder publikum også små klip fra samtlige seksten film, hun har skabt.

Jytte Rex (f. 1942) blev uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi 1963-69. Hun har i sit billedsprog søgt et poetisk, drømmeagtigt univers, ofte båret af et feministisk engagement. Udstillingen "Jytte Rex: Skillelinjer" blev vist på Sophienholm i 2013. i Silkeborg er udstillingen suppleret med nye værker.

Kunsten.nu har talt med Jytte Rex om udstillingen. Læs interviewet

En uge med filmforevisninger

I perioden 28. januar – 2. februar viser vi fire af Jytte Rex' kunstnerportrætfilm og to af hendes spillefilm i deres helhed.

Tirsdag 28. jan. kl. 16: Inger Christensen – Cikaderne findes
Onsdag 29. jan. kl. 16: Palle Nielsen – mig skal intet fattes
Torsdag 30. jan. kl. 16: Pelle Gudmundsen-Holmgren – Musikken er et monster
Fredag 31. jan. kl. 16: Henning Larsen – Lyset og rummet
Lørdag 1. feb. kl. 17: Floden + Pigen med fletningen
Søndag 2. feb. kl. 17: Silkevejen

Ny bog

Der er udgivet et større bogværk i forbindelse med udstillingen med mange illustrationer samt tekster af kunstneren selv, Marianne Bech, Jette Lundbo Levy, Rune Gade og Per Aage Brandt samt filmografi ved Christian Braad Thomsen.  Bogen er på 240 sider, hardcover, og kan købes for 248 kr. på KunstCentret Silkeborg Bad.