"Ingen kan træde ud i den samme flod to gange" - 99 lerkar til Heraklit

Keramiker Lise Seier Petersen har skabt en keramisk installation på baggrund af den græske filosof Heraklits tese om, at alt er forandring. De 99 lerkar er opstillet ved KunstCentret Silkeborg Bad mellem Kurbygningen og Ørnsø.

Alting er forandring
De 99 drejede kar er hver blandet af blåler, rødler, chamotte og papir i forskellige forhold. Det meste af leret kommer fra Sorring, pottemagerbyen der ligger ca. 15 km øst for Silkeborg. Lerkarrene har forskellige størrelser. De største kar har en diameter på mellem 50 og 85 cm.

Enkelte kar er ubrændt, resten er brændt ved forskellige temperaturer fra 300 til 1200 grader. Det giver en farveskala fra lys grå/rosa til gul, terra cotta, grøn og mørk rødbrun. På grund af brændingstemperaturen er de fleste kar vandopløselige. Det betyder, at de er sårbare over for vejr, vand og vind, og med tiden vil de gå i opløsning, men i forskelligt tempo. Publikum kan følge den gradvise nedbrydning af de 99 lerkar i skulpturparken.

Refleksion over forgængeligheden
Lise Seier Petersen bruger det keramiske håndværk som eksponent for forfaldets æstetik og sætter fokus på opløsningsprocessen. De 99 lerkar er tænkt som en hyldest til det keramiske håndværk.

Lerkarret er en årtusindgammel traditionel genstand, der har været anvendt både til dagligt brug og til kultens ceremonier. I dette værk bliver karret eksponent for grundlæggende vilkår som forgængelighed og det statiske over for det dynamiske.

Materialet og håndværket bliver sat i en sammenhæng, hvor der bliver åbnet op for refleksion omkring forandring og opløsning. Et lerkar er normalt en konkret, anvendelig ting, men i dette værk vil publikum opleve, hvordan det gradvist bliver nedbrudt.

Vær med til at dokumentere
Lise Seier Petersen opfordrer publikum til at fotografere værkets udvikling og lægge dem på facebook-siden: www.facebook.com/99.lerkar Fotos kan også sendes i en mail til: mail@liseseierpetersen.dk 

Fotograf Kirstine Autzen har dokumenteret tilblivelsen på Statens Værksteder. Materialet er udgivet i bogen "Ingen kan træde ud i den samme flod to gange". Den kan købet i KunstCentrets butik.

Projektet er støttet af Nationalbankens Jubilæumsfond, Grosserer L. F. Foghts Fond og Esther og Jep Finks Mindefond. Værket er udført på Statens Værksteder for kunst i 2014.