The Parade

8. september - 16. december 2012

En udstilling af TINE BAY LÜHRSSEN OG SERGEI SVIATCHENKO

Fælles udstilling i afmålt formsprog

Med projektet THE PARADE udstiller Sergei Sviatchenko og Tine Bay Lührssen sammen for første gang. De har på stedet opbygget et stort udstillingsrum, hvor de i et afmålt formsprog opererer med sideordning, spejling og genstridighed på tværs af deres udtryksmedier. Deres værker er på en særlig komprimeret og dramatisk måde meget fortællende. Fortællingerne antydes og betragteren må uvægerligt digter videre.

Sergei Svianchenko

Sergei Sviatchenko arbejder serielt og med collagens brudte og associative form, hvor han lader gymnaster og militærklædte personer marchere. De går aldrig væk, men er provokerende og uafvigeligeligt i bevægelse fremefter. Flere rum er samlet i et, landskaber og arkitektur spejles på hovedet og nye betydninger opstår i et felt mellem fjernt og nært. Hos Sviatchenko spærrer de store dækkende farveflader for det blik, som søger det traditionelle trompe l’oeil og leder efter en forklaring, så de narrative elementer kan begribes. Med sine næsten fremspringende monokrome farveflader tvinger han som med et spejl fokus tilbage på betragteren, forklaringen skal søges og refleksionen skal finde sted dér.

Tine Bay Lührssen

Billedhuggeren Tine Bay Lührssen tegner med skulpturelle moduler, Tools, rummet uden om mennesket. Hendes konstruktioner er tomme, men tager udgangspunkt i kendte elementer. De råber på den ene side med deres størrelse og motiv op om fravær, og samtidig tilbyder de måske netop mulighed for identifikation og position. Hos Bay Lührssen understreges det narrative element visse steder med farven, såsom det grønne græs, i andre af hendes værker er farven helt underordnet formen og indgår diskret i det gennemgående kølige og industrielle overfladeudtryk i skulpturerne.

Mobile værker

Det er stort og voldsomt. Hjulene på Bay Lührssen skulpturer minder om, at disse Tools blot kan flyttes derhen i verden, hvor nogen vil det. Sviatchenkos visuelle reference til agitationsplakaten understreger det politiske.

Tine Bay Lührssen (f. 1973, DK, bosat i Düsseldorf) og Sergei Sviatchenko (f. 1952, Ukraine, bosat i Viborg) har også det til fælles at de begge har flyttet sig fra deres oprindelsesland og bosat sig i det fremmede, hvor de arbejder med deres kunst. 

THE PARADE kan opleves på KunstCentert Silkeborg Bad i perioden 8. sept. – 16. dec. 2012.