Nutidens kunstnere og Hjejlen

7. maj - 28. august 2011

De danske kunstnere Jens Gregersen, Sonia Brandes og Steen A. Hovmand, den tyske kunstner Knud Knabe og ”Living Lenses” fra USA tilføjer Hjejlens 150 års jubilæum et nutidigt perspektiv. De sætter fokus på emner som dyreliv, mennesker, sejlads og symbolik i forbindelse med nutidens Hjejlesejlads.

Udstillingen vises parallelt med den kunsthistoriske udstilling ”1800-tallet malere på Silkeborgegnen”. 

De to udenlandske og tre danske kunstnere belyser en række temaer: dyrelivet omkring bådene, kulturen omkring de sejlende gæster, bådførerne og deres historier samt poesien i de syv navne på Hjejleflådens skibe.

Jens Gregersen (f. 1952) har altid tegnet. Gregersen er bosat på Vorsø, hvor han finder inspiration i fugle- og dyreliv, men også steder som Nordøstgrønland og Sibirien har inspireret ham. Som tegner er han begavet med en eminent visuel hukommelse. Han kan for eksempel, uden at have forlægget for øjnene, tegne en hvilken som helst fugl så den genkendes i ornitologisk og fotografisk forstand. På udstillingen vil han tegne og male sin oplevelse af naturen og dyrelivet omkring Silkeborg-søerne, sådan som det kan ses af passagerere på Hjejleflåden.

Sonia Brandes (f. 1946) har specialiseret sig i udsmykninger og papirklip, det sidste ofte i relation til mytologiske eller litterære temaer, fra H. C. Andersen over middelalderdigtning til bibelske fortællinger. De silhuetagtige virkninger i papirklippet anvendes til dekorative og detaljerige fortællinger, som giver gamle historier nyt visuelt liv. I denne sammenhæng vil hun tage motivisk udgangspunkt i de syv fuglenavne som den aktuelle flåde af skibe bærer, samt i selve det gode skib Hjejlen og skabe en serie nye papirklip. 

Steen A. Hovmand er maler og bor i Bryrup. Han vil blandt andet vise malerier, der er inspireret af Himmelbjergegnens dyreliv, foreksempel skarv, svane og troldand.

Fra udlandet deltager Knud Knabe fra Tyskland. Han har tidligere arbejdet med store projekter i byrummet, bl.a. i Hamborg, og med at designe udstillinger til etnografiske museer. Kunstneren, der tidligere har arbejdet med fotografier af tidligere tiders kurgæster og personale på Silkeborg Bad, har i forbindelse med Hjejlens jubilæum kigget på historisk fotomateriale i Silkeborg Arkiv. Med sit fremmede blik har han skabt en slags tidslinje, som visuelt er et spor af tid, der er gået, og af delvist glemte historier, men også udgør en fortløbende ”bølgende” bevægelse i tid, når den passeres af udstillingsgæsten - ligesom når man sejler.    

Udenlandske deltagere er også ”Living Lenses” fra USA. Gruppen består siden 1999 af performer og multimediekunstner Louise Bertelsen og billedkunstner Po Shu Wang. Living Lenses arbejder med et løbende kunstprojekt, hvor de iagttager verden og videreformidler deres iagttagelser til publikum på ofte overraskende måder, med uventede udtryksmidler og ofte inddragelse af levende billeder. Det kan være, at publikum selv bliver en del af værket eller på en eller anden måde kan deltage i det. Deres kunst vil ofte være at finde uden for udstillingsrummet, der hvor ”virkeligheden” er. De arbejder sted-specifikt og tager dermed udgangspunkt i den opgave/ramme, de bliver stillet overfor, ofte først når de er på selve stedet. Deres udstillingsbidrag vil med andre ord være en overraskelse.

Hjejlens 150-års jubilæum er støttet af Silkeborg kommune og en lang række lokale sponsorer, der står bag fejringen af Hjejlens 150-års jubilæum. Se www.hjejlen150.dk

Udstillingen kan opleves på KunstCentret Silkeborg Bad i perioden 7. maj - 28. august 2011.