Hjemstavn

Hjemstavn

Fotograferne Morten Vejlgaard, Halfdan Trolle og Lise Baltzer

I Hjemstavn undersøger disse tre unge fotografer begrebet hjemstavn fra forskellige vinkler. Udstillingen består af fotografi, video og installation.

Fotograferne har hentet deres motiver i deres egne respektive hjemstavne - der hvor de selv er vokset op:

Saltuna på Bornholm (Hafdan Trolle)

Lindbjerg i Vestjylland (Morten Vejlgaard)

Silkeborg (Lise Baltzer).

Disse steder er genstande for undersøgelser gennem kameraets linse og fotografens valg af motiver og vinkel. Men det er mere end det.

Med fotografernes egne ord:

”.. det er ikke kun en undersøgelse af stedet. Det er en undersøgelse af både os selv, såvel som begrebet hjemstavn. Ens fødeegn vil unægtelig altid være tæt forbundet til én selv gennem barndommens spind – spørgsmålet er i hvilken grad, hvilke følelser det vækker, og hvad der står tilbage af følelser, når man tager sig tid til at observere sig selv i forhold til stedet.”

Med denne indgang til det kunstneriske arbejde gør de tre fotografer sig til eksponenter for en udbredt praksis i samtidsfotografiet, hvor man via det personlige søger at formulere almene udsagn.

Udstillingen ”Hjemstavn” vandrer endvidere rent fysiske rundt mellem fotografernes respektive hjemstavne, og har således først været en tur på Galleri Lille Hallegård, Bornholm.

I perioden 29. aug. -13. dec. 2009 kan den opleves på KunstCentret Silkeborg Bad.