B. C. Meibom

Sort på hvidt med grafiker B.C. Meibom

Udstillingen viser B.C. Meiboms fordybelse i den sort/hvide grafiks mange muligheder og giver et indblik i kunstnerens univers med eksperimenter i store og små formater.

 Intensitet og kraftfuldhed er omdrejningspunktet for denne udstilling, der indbefatter ætsninger, koldnålsraderinger og nogle ”særlige” tavler. Samtidig får publikum et indtryk af kunstnerens mentale laboratorium, idet Meibom også viser skitser og materiale, der inspirerer ham i det daglige.

B.C. Meibom siger selv om udstillingen:

”Essensen er at gengive den umiddelbare oplevelse. Uden hensyn til æstetik og pænhed

eller materiale og farver. Faktisk mener jeg, at det sort/hvide giver de stærkeste udtryk.

Papir og blyant er ligeværdige og oftest den stærkeste måde at arbejde og udtrykke sig på.

Så simpelt er det”.

”Grafikken som på en måde er billedkunstens kammermusik, er i sort/hvid fantastisk at opleve alene derved, at utrolig mange teknikker ofte spontant anvendes samtidigt for at give udtrykket.

For mig er det fantastisk at arbejde i et medie, der giver de fineste kalligrafiske bevægelser og de mest subtile antydninger. Alt efter det udtryk man vil give, kan man udføre de fineste og undseelige streger, eller man kan lade kraften løbe af med sig (…).”

Børge Christian Meibom (født 1940). Er oprindeligt uddannet el-ingeniør, men tog senere eksamen fra Det fynske Kunstakademi (1974-1980) med undervisning fra både John Olsen, Kaj Kylborg og Bent Veber.  Gennem årene har han deltaget i et større antal censurerede udstillinger samt soloudstillinger. Meibom er især optaget af koldnålsraderingen, men har også beskæftiget sig med olie- og akvarelmaleri samt scratografik.