SIDESHOW

Hvad har en pjerrotfigur, en kongelig paradevogn, en udbryderkonge og et farvestrålende indianerskind med hinanden at gøre? Fire unge danske kunstnere: Charlotte Bergmann Johansen, Christina Hamre, Annesofie Sandal og Nanna Starck giver i gruppeudstillingen SIDESHOW svaret.

I amerikansk sprogbrug betyder ordet SIDESHOW en sekundær produktion. Det være sig bl.a. forlystelser, der udspiller sig på markedspladsen, i et cirkus eller i tivoli. I udstillingssammenhæng, kan SIDESHOW oversættes til at være forlystelsen i sidegemakkerne, dér i de mindre storslåede lokaler. Som publikum inviteres vi ind til at interessere os for denne anden verden, dér hvor der er plads til at grine af menneskelige absurditeter og til at blive tiltrukket af gøgleri, fantasier, uhygge, masker og sære væsener.

Som beskuere lokkes vi ind i en verden, der muligvis ikke er af denne verden, muligvis er. I denne totalinstallation, bestående af skulpturelle værker, er der plads til at bevæge sig ind i en illusion, hvor show og leg bryder med realiteternes lov og orden.

I et mangfoldigt samspil udtrykker kunstnerne synsvinkler på, hvordan tilværelsen også er, og som den kan opleves på en tivoliseret markedsplads. Tager vi med på denne udflugt eller rettere ”tilflugt” ind i underholdningens og fantasiens uransagelige veje, optræder der måske stærkt behårede og tatoverede mænd udspyende ild, artister, der sluger sværd, indianere i regndans, mus på vej rundt i karruseller, overdådige ølfontæner etc.

Det interessante og underfundige, som udstillingen tydeliggør, er, at på trods af, at underholdning på den ene side vækker gru og grin, da eksisterer der også en anden side; en slags ”bagside af komedien”, hvor magien er stoppet og en tomhedsfølelse sniger sig ind. Vi konfronteres således ikke blot med den farverige og muntre verden, men også det moment, lige før og efter artister og objekter optræder med det ”stuhr stuhr” nummer. Et slags mellemrum, hvor tiden er gået i stå og objekterne og karaktererne venter i neutrale omgivelser.

SIDESHOW formår at appellere både til børn og voksne, hvilket er en sjælden kvalitet for en installation, der samtidig kræver aktiv deltagelse af den besøgende og ændret tilgang til, hvad en skulptur kan være.

Værkerne er fulde af detaljer og installationen æmmer af stemning og atmosfære, hvilket giver den besøgende lyst til at opholde sig længe i rummet.

Umiddelbart er der spændende og rart at være. Men forholdsvist hurtigt åbner værkerne op for deres mere dæmoniske eller absurde sider, hvilket giver en usikkerhed overfor den virkelighed, man præsenteres for.