Kirsten Klein og Eli Benveniste: Det Evige Nu

Kirsten Klein (f. 1945) er naturens vidne og gengiver øjeblikket, i et evigt nu. Sådan havde sandet lagt sig, da vandet skyllede hen over det, sådan spejlede bølgen fra båden sig i sit eget element, som hun så det, da hun sejlede. Hun er kendt for sine smukke, personlige, dramatiske og næsten grafiske gengivelser af natur og landskaber, i en teknisk kunnen, som ikke er mange forundt. Hun dyrker det ultimative øjebliksbillede, som i heldigste tilfælde kan blive til store fortællinger om folkets og landets sjæl - særligt i de nordiske sammenhænge.

Eli Benveniste (f. 1961), som med sine strenge, tilslørede, men ofte organiske figurer i bronze, ler eller glas knytter an til samme uudtalte historier og henvisninger fra fortid til aktuel nutid, som man også kan fornemme i Kirsten Kleins fotografier. Det handler om skyggernes magt, og det evige nu henviser hos Eli Benveniste bl.a. til den evige gentagelse af menneskers fejltagelser og følgagtighed. Hendes skulpturer befinder sig normalt i en tilstand, hvor de ikke har påtaget sig en bestemt identitet, men hvor tvivlen stadig byder på muligheder. Flere skulpturer lader dog ikke betragteren i tvivl om indarbejdede kommentarer til aktuelle politiske tilstande.

Tidl. chefredaktør ved Politiken, Herbert Pundik, har blandt andet karakteriseret de to kunstneres arbejde således: ”Kirstens billeder er kun tilsyneladende mennesketomme, for vi ved jo at jorden er befolket, at menneskene trods deres tilsyneladende fravær er der, de bor i bjergene, de drikker af det vand der på nogle af billederne fosser ned af væggen, de gemmer sig for stormen og de mørke skyer der hænger tungt over andre af billederne. [..]Kirsten har så at sige etableret den universelle skueplads som Eli befolker med sine arbejder. De er tidløse som Kirstens naturbilleder. Således som jeg læser hendes temaer og former er de kommentarer til den menneskelige situation. De kan læses som en illustration til avisernes aktuelle reportage om krigen i Irak, de despotiske generaler i Burma, hvis kugler fældede en buddhistisk munk der troede at ånd også er magt.”