DETTE ER IKKE KØD – KUN RUM

Espen Brandt-Møller: DETTE ER IKKE KØD - KUN RUM

Udstillingen kredser om forskellige former for oplevelse af rum – både konkret og mentalt.

Et tredive meter langt rum danner den fysiske ramme om Espen Brandt-Møllers installation. Gennem sit værk undersøger han, hvad rum er, og hvilke systemer mennesket bruger for at kunne opfatte en rumlig fornemmelse.

Med et enkelt, konsekvent, følsomt og humoristisk formsprog arbejder Espen Brandt-Møller med modsætninger og yderpunkter i konkrete og mentale oplevelser af rum.

Espen Brandt-Møller leger med beskuerens erfaringsmåde - i mødet med det uventede og når tingene vendes på hovedet. Dette sker, når han arbejder med en kubes form - dens masse og tyngde – men egentlig interesserer sig mere for kubens hulrum og med dette fokus skaber en slags parafrase eller ”omvendt” skulptur.

Gennem sit materialevalg refererer han til fælleskendte begivenheder eller skalaer udenfor udstillingsrummet og værket kommer således til at stå i forbindelse med noget større end det rent fysiske. Herved ønsker Espen Brandt-Møller at provokere vores mentale opfattelsesniveau og peger på, at vi som mennesker hele tiden ændrer vores ståsted – synspunkt – og at det ikke er rummet, der ændrer sig.

Espen Brandt-Møller er født i 1969 og blev i 2003 uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakdemi, men har været udstillingsaktiv siden midten af 1990´erne. I 2004 og 2005 blev han præmieret af Statens Kunstfond.