Pinocchio, Jagger, My Marilyn.....

Richard Hamilton


Kunstneren har bl.a. gennem sit professorat på Newcastle University og sin tolkning af pop-kunsten fået stor indflydelse på den næste generation af engelske kunstnere og deres udvikling. Han arbejdede selv med grafik allerede i skoletiden og i 1956 starter han pop æraen med værket ”What is it that makes today's homes so different, so appealing?” (hvad er det, der gør nutidens hjem så anderledes, så tiltrækkende?). I kunstværket har han trukket på forskellige billeder, der er hentet fra massekulturen. To grundlæggende inspirationskilder i Hamiltons kunst har været Marcel Duchamps kunst og kunstteori samt forfatteren James Joyces bog ”Ulysses” (Odysseus). Teknisk har hans nysgerrighed gjort, at han gennem årene har afsøgt udtryksmulig-hederne i alle tænkelige medier, herunder de seneste års arbejde med computeren.

Richard Hamilton er født 1922 i London.

David Hockney


Lige meget om han maler, tegner, fotograferer eller laver grafik, er David Hockneys stil let genkendelig. Med base bl.a. i popkunstnen, ser man ham - som andre store kunstnere - konstant ændre og udvikle sin stil i konsekvens af kreativiteten. Allerede i 1961 vinder han i forbindelse med en biennale i Paris ”The Guiness Award for Etching” og prisen muliggør den første rejse til USA. Rejsen dokumenterer han med en serie af ætsninger: ”A Rake's Progress”. Samlingen her rummer især eksempler på Hockneys tidlige arbejder, heriblandt den nævnte serie og flere andre fine grafiske arbejder.
De senere år er stilen blevet meget kraftfuld, hvilket bl.a. har kunnet opleves på de store Hockney-udstillinger i Bonn og på Louisiana i Humlebæk i 2001 og 2002.

David Hockney er født 1937 i Bradford, England, hvor han også uddannede sig i sin tid. Han bor i Los Angeles.

Robert Rauschenberg


Kunstnerens værker er karakteriseret ved en collageagtig opbygning af motivet. Kunstnerisk og ikke-kunstnerisk materiale som billeder fra tidsskrifter, aviser, mv. blandes frejdigt til nye billeder. Rauschenberg studerede kunst i Paris og Kansas. Han flyttede til New York i 1949 og viste sin første udstilling der to år senere. Han er sammen med Robert Lichtenstein, Jasper Johns og Andy Warhol at regne for en af de væsentligste amerikanske popkunstnere. Teknisk eksperimenterer han med grafikkens muligheder for at opnå sine ofte delikate udtryk.

 

Robert Rauschenberg er født 1925 i Texas, USA.

Roy Lichtenstein


Kunstneren udstillede tidligt i Ohio, hvor han også uddannede sig. Han blev snart tiltrukket af popkunsten og vender i 1961 tilbage til New York. Året efter bryder han på en udstilling i Leo Castelli Gallery i samme by igennem med sine tegneserie inspirerede figurer og serier. Inspirationen til dette henter han i det moderne USA's hverdagsliv og billeder.

Værket ”Whamm” skabte han i 1963 og det kom efterhånden til at stå som ikon for hele popkunsten som fænomen. Den raste-teknik, man ser Lichtenstein anvende i mange værker, videreudvikles også i skulptur og maleri. Lichtenstein lånte gerne motivdele fra kunsthistoriens koryfæer som Picasso, Mondrian, van Gogh, m.fl.

Roy Lichtenstein fødtes 1923 i New York. Han døde i 1997.

Andy Warhol


Warhol flytter efter kunststudier i Pittsburgh til New York i 1949, hvor han i nogle år arbejder som reklametegner og dekoratør. Han udstiller allerede der i 1952, men der skal gå 10 år mere før han for alvor slår igennem som popkunstner, for hans vedkommende med stærk forankring i amerikansk minimalisme. Warhol tager fat i nogle af massekulturens dagligdags objekter og gør dem universelle, f.eks. Coca-cola flasken og Campbell suppedåsen. Også idoldyrkelsen får en bearbejdning fra hans side i form af de kendte billeder med Marilyn Monroe i alle mulige farve, men altid på samme måde. Også en anden side af det amerikanske samfund kommenteres med udførelsen af litografiet med den elektriske stol som det eneste motiv. ”The Factory” kaldte han sit atelier, hvor avantgarden kom til at færdes ind og ud.

Andy Warhol var født i 1928 i Pennsylvania af slovakiske forældre. Han døde i 1987.

Jim Dine


Jim Dine er ualmindeligt produktiv. Han arbejder overalt og flytter sig hele tiden. I 1960erne tilhørte han pop-kunstnernes kreds og brugte en del tid på installationer af forskellig art. Hans udtryk er som udgangspunkt amerikansk “hensynsløst” og direkte, men med årene har kunstneren antaget en mere europæisk stil.

Han er kendt for sin snævre motivkreds: værktøjet, hjertet, selv-portrættet, Venus fra Milo, mv. Disse almindelige hverdagsgenstande får i hans billeder næsten menneskelig karakter. Jim Dine har stor ekspertise i den tekniske udførelse. Han samarbejder med nogle af verdens dygtigste trykkere og hans værker er gennemgående præget af den fine tekniske udførelse.

Jim Dine er født i 1935 i Cincinnati, USA. Han har været gæsteprofessor ved flere amerikanske universiteter og i London.

Chuck Close


Chuck Close begynder allerede i 1965 at arbejde med fotografiet som forlæg. Han udstiller første gang i New York i 1970 og bliver i begyndelsen mest bemærket for sine hyperrealistiske portrætter i kæmpeformater. Senere videreudvikles det minimalistiske udgangspunkt og billedudtrykket løses i nogen grad op.
Kunstnerens opbygning af billedet sker gennem brug af en mosaik lignende systematik, som er særegen for ham. Motivkredsen er afgrænset til portrættet.

Chuck Close er født 1940 i Monroe, Washington, USA. Han har studeret kunst både i Seattle, ved Yale University og i Wien.

Alex Katz


Alex Katz arbejder i forlængelse af den klassiske amerikanske realisme . Han gør med vilje sine motiver ”flade” – for at efterligne det trykte billede. Katz har udført mere end 150 forskellige motiver i grafik. Hustruen Ada går ofte igen som motiv.

I Maine, USA, findes et enkeltmands museum med mere end 400 værker af kunstneren. Endvidere har han gennem årene udstillet over det meste af verden.

Alex Katz er født i 1927 i New York, USA, hvor han også bor nu.

Jonathan Borofsky


Drømmene spiller en stor rolle i Borofskys billedverden. Han er også kendt for at skabe store installationer. Som 30-årig viste han en separatudsilling med kunstværker udført fra barneårene og frem under titlen ”Age Piece” (aldersstykke). Kunstneren arbejder både med skulptur og todimensionale udtryksmedier, herunder de store grafiske tryk. Også motiverne med nummerfølger er specielt karakteristiske for ham.

Jonathan Borofsky er født 1942 i Boston, USA, og har studeret kunst både i Pittsburgh, Paris og ved Yale.

Hasse Persson


Som fotograf er Hasse Persson vel forankret i den amerikanske fotografitradition som kendes fra Walker Evans, Robert Frank, Garry Winogrand, m.fl. Han er også påvirket af den politiske kunst som udviklede sig i USA i 1960erne. Hans fotografiske karriere starter på svenske aviser i Borås og i Stockholm, fra 1967 arbejder han i New York.

I 1968 udgiver han fotografibogen ”New York – kontrasternas stad” (New York – kontrasternes by), og den får international opmærksomhed. Bogen følges i årene efter af yderligere tre udgivelser, hvor det amerikanske tema forfølges, samt flere udstillinger, også i Sverige.
Hasse Persson er kunstnerisk leder af Hasselblad Center i Göteborg.

Hasse Persson er født 1942 i Borås, Sverige.

Marc Quinn


Skulptur, installationer, grafiske blade – herunder fotografiet - er denne kunstners foretrukne udtryksmedier. Han blev meget tidligt i sin kunstneriske karriere inspireret af den hollandske 1600tals kunst, som bl.a. omfatter stilleben og et stærkt konstrueret portrætmaleri. Men som også kendetegnes ved en minutiøs naturiagttagelse.
Den præcise afbildning af mennesker og natur er et væsentligt aspekt i Quinns egen kunst. Han blev tidligt udstillingsaktiv og har efter debut i London allerede vist sine arbejder på gallerier mv. i tre verdensdele.

Samlingens værker efterfulgte kunstnerens udstilling ”Garden” (Have) i Milano, år 2000. Her har han fotograferet eksotiske planter i akvarier som blev opfyldt med transparent silikone, og dernæst arbejdet yderligere med fotografiet.

Marc Quinn er født 1964 i London, England.

Julian Opie


Julian Opies motivverden domineres af de enkle former. Motiverne hentes ofte frem via computer bearbejdede fotografier. Billedfladen forekommer ”flad” og motivet reducerer han i visse billeder til at have ren tegnkarakter: Motivet genkendes, og alligevel ikke…..

Opie boede midt i 90erne et par år i Frankrig og har udstillet flittigt over det meste af Europa. Han er repræsenteret i en række samlinger, herunder i MOMA, New York.

Julian Opie er født i 1958 i London, hvor han er bosat i dag.

Sean Scully


Sean Scully arbejder med kraftfulde oliemalerier med linier og kvadrater, grafik og fotografi. Han begyndte allerede at arbejde med grafik i 1968, men siden starten af 1980erne har det været en mere kontinuerlig del af hans kunst.

Kunstneren er lidt af en kosmopolit, idet han i dag har skiftende baser i Barcelona, New York og London, og har været udstillingsaktiv i en lang række lande. Fra han var 20-30 år var han fast bosat i England.

Sean Scully er født 1945 i Dublin, Irland.

Zhang Huan


Han skaber sine værker i rummet, ude eller indendørs. Nogle gange er et enkelt menneske motivet, andre gange er der mange involverede.
Kroppen er i fokus som motiv for performances og fotografi. Første gang kunstneren selv - i Peking i 1993 - fremtrådte nøgen i forbindelse med sit kunstneriske arbejde, måtte han betale en stor bøde, for at undgå en politisag. Zhang Huan siger selv, at hans måde at fremtræde på er relateret til, at han altid møder problemer i livet. Konflikterne er ofte endt med fysisk udelukkelse og har forstærket hans følelse af at stå udenfor: ”Jeg bestemte mig for, at den eneste måde at overleve som kunstner på for mig var ved at bruge min krop som motiv og sprog for min kunst”, har han udtalt. Et fotografi dokumenterer f.eks. en performance hvor kunstneren tilbringer 1 time på et offentligt toilet i Beijing, indsmurt i honning som tiltrækker fluerne.


Zhang Huan er født i 1965 i Henan-provinsen, Kina, og har siden 1998 været bosat i New York.

Kiki Smith


Kiki Smith bliver kendt i midten af 80'erne for sine studier af den menneskelige krop. Hun broderer og tegner, og udfører ikke mindst skulptur i mange forskellige materialer. I starten af 90erne tager hun fat på nye motivfelter og man ser nu fugle, landskaber, krystaller og planeter i hendes værker.
Siden 1996, hvor hun udførte sine første tryk har hun løbende arbejdet med tryk og foto. Landskabet eller landskabselementer er ofte det motiviske udgangspunkt i disse værker. Som det ses i samlingens værk af kunstneren er de tekniske/ motiviske kombinationer yderst delikat afstemt i det samlede udtryk.

Kunstneren flyttede til USA i begyndelsen af 70erne og studerede kunst ved Hartford School of Art. I 1976 bosatte hun sig i New York.

Kiki Smith er født 1954 i Nürnberg, Tyskland.

Barbara Kruger


Farverne rød, hvid og sort dominerer Barbara Krugers værker. Siden slutningen af 70erne har hun arbejdet med bl.a. ord i sine værker, der ofte kontakter betragteren meget direkte. De rammer os fordi hendes motivområde er så tæt forbundet med vores dagligdag og de daglige billeder, og dermed den forestillingsverden, vi omgives af. Hendes værker rummer en stærk udadrettet fortælling. Kruger arbejder såvel med todimensionale billeder som med skulptur og installation, og særligt for hende er også inddragelsen af billedformer som almindeligvis ikke anses for kunstens udtryksmedier: avisomslag, postkort, poser, T-shirts mv. På denne måde er hun stærkt forankret i popkunstens tradition, men også i nogle af de teorier om forholdet mellem liv og kunst som udsprang af Marcel Duchamps kunstteori.

Barbara Kruger er født i 1945 i Newark, USA. Hun bor og arbejder både i New York og Los Angeles.

Louise Bourgeois


Omkring 1940 begynder Louise Bourgeois at interessere sig for at arbejde med skulpturelle udtryk, ofte i meget store formater og organiske former, og hun er i dag en højt respekteret kunstner verden over. Materialerne kan være træ, gummi, bronze, sten, strik og meget andet. Hun er bl.a. influeret af surrealismen. Et tema der optager hende meget er barndommen (hendes egen), pga. dens magi, mystik og drama.

Louisiana i Humlebæk viste en stor Louise Bourgeois-udstilling i 2003. Kunstneren indledte sin kunstneriske karriere med grafikken og maleriet som udtryksmedier. Hun studerede kunst først i Frankrig, derefter i USA.

Louise Bourgeois er født 1911 i Paris. Hun emigrerede i 1938 til USA, og bor i dag i New York.

Jane Bown


Jane Bown har mere end 50 års erfaring som fotograf for ”The Observer Newspaper”. Hun har derigennem fotograferet en lang række kunstnere, politikere og andre berømtheder. Hun lader ”ofrene” sidde i afslappede ligefremme stillinger og fotograferer lige på. Deres personlighed træder ofte stærkt frem i portrætterne og Bown har modtaget medaljer og meget fin kritik af sit fotografi.

Teknisk arbejder hun udelukkende med sort-hvidt fotografi og hun anvender oftest kun det naturlige dagslys. Allerede for 25 år siden - i 1980 - afholdt National Portrait Gallery i London en udstilling med hendes arbejder.

Jane Bown er født 1925 i England.

Tim Rautert


I 70'erne blev han kendt for sine fotografiske reportager, udført for ZeitMagasin. Parallelt arbejdede han for forskellige tyske industri-foretagender som BMW, Volkswagen, Thyssen, Krupp, m.fl., samt også f.eks. for et stor sygehus og en flyvemaskinefabrik. Hans interesse var især arbejdets ændring og den måde, hvorpå mennesket forsvinder fra produktionsforløbet i disse store virksomheder. Og hvordan produktionen i stedet overvåges af monitorer mv. Han tilføjede hermed nye vinkler til traditionel industrifotografering.

Teknisk har han - som en art kommentar til den generelle teknologiske forandring - i 80erne udviklet et højartificielt billedsprog, og har fået stor indflydelse på genren. Rautert Timm har siden 1993 været professor i fotografi på Hochschule für Grafik- und Buchkunst i Leipzig.

Tim Rautert er født i 1941.

Anders Krisár


Anders Krisár arbejder med at tilføre fotografiet nye kvaliteter og udnytter dets potentiale til at skabe enigmatiske og sært smukke billeder hvor den synlige virkelighed og energi mødes.
I samlingens to værker har den fotografiske eksponeringstid været så lang, at en gruppe dansende nøgne mennesker ikke ses som andet end en ikke-materiel sky foran den tunge murstensbygning.

Krisár har læst ved universitet i London, arbejdet med reklame i Danmark og Sverige, studeret pianospil i Stockholm og New York. Siden år 2000 har han udfoldet sig som kunstfotograf, og siden 2002 har han udstillet adskillige gange i USA og i Sverige.

Anders Krisár er født i 1973 i Sverige. Han er bosat i Stockholm.

Tracey Moffat


Moffat er multimediekunstner og arbejder bl.a. med kortfilm og video. Hun har bl.a. deltaget i filmfestivaler i Cannes. Temaer som liv og død, seksualitet og magt, drømme og erindring står centralt i hendes kunstneriske arbejde. Hun opbygger en del af sine værker som små billedeventyr eller føljetoner, bestående af flere mere eller mindre forbundne eller løsrevne enkeltbilleder. De enkelte billedmotiver er iscenesatte tableauer, forskellige billederindringer og associationer mødes.
Som for resten af sin generation er tv, computer, film og reklame en væsentlig del af kunstnerens nære omverden og dagligdag. Hendes værker har plads i grænselandet mellem virkeligheden og et surreelt urovækkende drømmeland.

Tracey Moffat er født i 1960 i Brisbane, Australien. Hun bor og arbejder i dag både i New York og i Sydney.