I lyset af gentagelsen
15. juni - 22. september 2024
Læs biskop Elofs Westergaards tale ved åbningen af “I lyset af gentagelsen” her
Peter Brandes gennemspiller og gentolker kontinuerligt udvalgte kulturelle grundfortællinger med sin kunst. Disse fælles fortællinger, der ellers let glemmes i tidens højhastighedssamfund, henter han frem fra civilisationshistorien, bibelstoffet og mytologien. Ofte med anelsesfulde visuelle udtryk, der bringer vigtig erfaring videre og åbner for eftertanken mere end de postulerer færdige svar. Hans værker re-aktualiserer og kaster nye perspektiver ind i vigtige narrativer.
Vores udstilling viser såvel helt nye værker som spor, der rækker bagud i en praksis, der besidder en stor indre sammenhæng. Ophængningen former en nøgle til en dybere forståelse af den praksis kunstneren nu har udfoldet gennem et helt liv.
Udstillingen omfatter godt 175 værker og skitser i keramik, glasmosaik, tegning, grafik, fotografi, maleri og skulptur, samt et mindre rum der lader os kigge ind i en flig af kunstneren og hans hustrus enorme samling af antikker og middelalderfigurer. Dermed giver den god anledning til at dykke ned i såvel nogle af de temaer og fortællinger som Peter Brandes i årtier igen og igen har arbejdet med at give et forfinet visuelt udtryk samt i hvordan han arbejder med at fremelske de stoflige og billedmæssige muligheder, der ligger i de forskellige medier.
Den stor Søjlesal er dedikeret til at formidle indblik i nogen af alle de veje, der førte til hans seneste store udsmykning af nord-kapellet i Aarhus Domkirke, også benævnt Sehestedskapelllet. Kapellet blev indviet i påsken 2023, og har gennem fortællingen om Lazarus og de valgte medier som sigte at vise Guds tilstedeværelse og skabe et sakralt rum. Samtidig fortæller det om en kunstner som nu omkring sine 80 år i høj grad fortsat udvikler sit udtryk i en form for “gesamtkunstwerk”. På udstillingen ser man både direkte forarbejder og tidligere spor i Peter Brandes arbejde, som har ledt frem mod de valg, han har taget omkring dette kapel som han selv betragter som en af sine væsentligste kirkelige udsmykninger. Publikum får således mulighed for et indblik i den skabende proces.
Forholdet Isak/ Ismael er en anden nytolket fortælling, hentet frem fra de ældste tider. Ifølge Det Gamle Testamente er de Abrahams sønner - to brødre med hver deres mor, Isak indenfor ægteskab og Ismael udenfor. Alligevel er de dybt forbundne og står som stamfædre til efterfølgende slægter. I nogle af Peter Brandes allernyeste tegninger og malerier nærmer han sig i visuel form denne fortælling igen og igen, så nye sider af konflikterne og forbundetheden træder frem. Også af denne grund er titlen på den aktuelle udstilling valgt til: I lyset af gentagelsen.
Peter Brandes (f. 1944) er en ener i dansk kunst. Han er autodidakt og arbejder ufortrødent på tværs af medier, helst med allerdygtige håndværkere i Europa på sidelinjen. Udsmykningerne herhjemme er efterhånden legio. Skriftlige refleksioner og bogudgivelser er en del af hans praksis. Samtidig har Brandes gjort international karriere med udsmykninger både rundt om i Europa, Israel og USA. Han har boet et halvt århundrede i Frankrig, samt i Irland og Grækenland, og er nu oftest i Danmark.
Udstillingen er blevet til i tæt samarbejde mellem Peter Brandes, hans galleri gennem 43 år Galerie Moderne Silkeborg og KunstCentret Silkeborg Bad. I den forbindelse har vi foreløbig modtaget afgørende støtte fra Nordic Bioscience Fonden, Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet, som vi skylder en stor tak for denne velvilje i forbindelse med Peter Brandes 80 års markering.
I forbindelse med udstillingen “I lyset af gentagelsen” har tv-manden Anders Laugesen lavet 4 timelange samtaler med Peter Brandes. Du kan se samtalerne her:
Samtale 1 , Samtale 2 , Samtale 3 , Samtale 4